Det er vigtigt at tage ansvar


Kan man tage et ansvar, så skal man. Det er Mai-Britt Beiths indstilling, og derfor er hun borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Hjørring Kommune.

Mai-Britt Beith tror på, at hun kan være med til at gøre kommunen til et endnu bedre sted at være, og hun vil med sine mere end 10 års ledererfaring fra Forsvaret og lang erfaring i byrådet arbejde målrettet for, vi kan få bedre velfærd for de midler, der er til rådighed. 

Hun ser stor værdi i, at der skabes øget vækst og mere udvikling, som kan komme os alle til gode, så der er gode rammer for borgere i alle aldre.

– Og så er jeg ikke bange for også at kigge indad. Jeg har været byrådsmedlem i Hjørring Kommune i 11 år, og beslutninger, som vi traf for ti år siden, passer ikke nødvendigvis til det samfund, vi har i dag. Hvad angår fx det specialiserede område for børn og unge, bliver man heldigvis hele tiden klogere på, hvad der nytter bedst, og vi er i dag også klogere på det, end vi var for ti år siden, siger Mai-Britt Beith.

Hun er tilhænger af, at al forebyggelse skal ske inden for normalområdet, og derfor skal vi prioritere gode institutioner og en god folkeskole, der kan rumme, at børn lærer forskelligt. Børn skal tilbydes en hverdag, som ruster dem til det liv, de skal ud i.

– Vi gør i dag en masse ting i bedste mening, men jeg tror, at vi mange steder kan forebygge i stedet for at kompensere, og det er der både øget livskvalitet og økonomi i. På den måde bliver vores kommunale løsninger bedre og på sigt også billigere, siger Mai-Britt Beith.
Hun føler et stort ansvar for børn, der ikke har de samme forudsætninger som deres jævnaldrende, og voksne handicappede, der bor på bosteder.

– Her har vi som politikere et stort ansvar for, at pengene bruges mest formålstjenligt, og at de medborgere, der har brug for massiv hjælp, får den hjælp til at klare hverdagen, som de har brug for. Og den opgave er jeg ikke bange for at tage fat på. Jeg tror, at jeg i et samarbejde med mine partifæller og det øvrige byråd kan være med til at flytte noget, der har værdi for os alle, siger Mai-Britt Beith.

Sammen om Hjørring Kommune


Vi kan nok hurtigt blive enige om, at der er meget, der skiller os mennesker ad. Fx krige, katastrofer, religion og politisk kværulanteri.

Ikke desto mindre er der også meget, der forener os. Tænk bare på det, der betyder noget for os alle: Livet og hverdagen i vores skønne kommune, som skal være vores trygge base nu og i fremtiden. Både når det går godt, men også når livet slår en kolbøtte enten i hele verden, hele Danmark, hele Hjørring Kommune eller hos den enkelte borger. 

I Socialdemokratiet har vi i mange år stået på mål for at skabe og vedligeholde stærke fællesskaber, hvor alle føler sig hørt og inkluderet. Vi bygger bro mellem byer og land og værner om værdier, demokrati, kultur og det frivillige arbejde gennem forenings- og fritidsliv i Hjørring Kommune.

I Socialdemokratiet favner vi hele vores kommune, og vi er 19 borgere, der stiller op på liste A til Kommunalvalg 2025. Vi er alle glade for at bo her, og vi tror, at vi kan gøre en forskel. Derfor stiller vi op til valget.

Vi kommer fra hele kommunen, og vi vil arbejde for hele kommunen. Du skal kun køre få kilometer. Så er der en folkeskole. Så er der institutioner. Så er der idrætsfaciliteter og meget, meget mere.

Vi har skønne byer: Hjørring, Hirtshals, Sindal, Vrå, Tårs, Løkken, Tornby, Lønstrup og endnu flere mindre byer, og så har vi et opland med en natur, som turister rejser langt for at opleve året rundt.

Alt det vil vi gerne værne om og investere i, og sammen vil vi sikre tryghed i hverdagen. Det gælder også i nattelivet for vores unge, ligesom vi har fokus på trivsel hos børn og udsatte.

Vi arbejder for at tiltrække mere arbejdskraft, insisterer på gennemsigtighed i kommunale ydelser, og så ser vi værdi i en forebyggelsesindsats, der kan være med til at sikre, at børn og unge trives, og at flere borgere får flere gode år uden sygdom og behov for behandling. 

På børnenes side

I Hjørring Kommune er det vigtigt, at vi har gode, trygge dagtilbud og en fælles folkeskole, hvor børn med alle sociale og kulturelle baggrunde og forskellige livsomstændigheder mødes og dannes på tværs. Vi ønsker en skole med fokus på elevernes læring, trivsel og dannelse. Derfor lægger vi også vægt på, at der skal være frihed til, at den enkelte skole tilrettelægger skoledagen ud fra lokale forhold og hensyn.

I Socialdemokratiet vil vi styrke skolernes almenområde, så det er muligt at tilrettelægge en varieret skoledag med plads til forskellige måder at lære på.

Det er vigtigt for os, at vores specialiserede område forebygger og passer på børn, hvis forældre ikke kan tage hånd om dem, og børn, der har brug for en ekstra hånd i folkeskolen, skal mødes af den rette støtte. Samtidig skal børn, der ikke har særlige behov, også have ro og rum til at udvikle og udfolde sig, så de bliver så dygtige, som de kan.

Det er kvalificerede lærere og pædagoger, der er krumtapperne i en stærk folkeskole, og i Hjørring Kommune vil vi gerne, at de møder ind til skoledage, hvor der er tid og rum til at skabe gode relationer mellem elever, lærere og pædagoger og til at opbygge konstruktive samarbejder mellem skole og forældre.

Skoledagene skal øge elevernes motivation gennem medinddragelse og en undervisning, der knytter an til den ”virkelige verden”. De skal give mulighed for at stimulere børns læselyst, og de skal inddrage lokalområdets foreninger og erhvervsliv.

Ung og på rette vej

Hjørring Byråd har besluttet, at alle unge skal have en “positiv destination”. Det betyder, at hver enkelt ung får viden om, hvilke næste skridt vedkommende kan tage for at komme på rette vej i forhold til uddannelse og job.

Derfor er der i Ungegarantien sat mål for udviklingen af hver enkelt ung, og i Socialdemokratiet er vi stolte over det arbejde, som vi fortsat ønsker at udvikle. Det er kendetegnet ved et stærkt netværk bestående af skoler, uddannelsesinstitutioner og virksomheder, som sammen skaber de bedste vilkår og muligheder for børn og unge, der vokser op i Hjørring Kommune.

”Et rigt børneliv er et børneliv
med ret til tryghed, fritid, faglighed,
skolegang og uddannelse.
Vi investerer derfor i vores børn
og vores fælles fremtid.”

Et værdigt ældreliv


I Hjørring Kommune skal ingen opleve, at de bliver for gamle til at have det godt. Et værdigt ældreliv er vigtigt for dig, og derfor er det vigtigt for os.

Vi vægter omsorg, nærhed, kvalitet, selvbestemmelse og støtte i hjemmet samt et godt og trygt sted at bo, den dag du ikke længere kan klare dig selv.

Vi ved, hvilke ressourcer og muligheder, der er i vores kommune, og vi lægger vægt på, at de fysiske rammer skal bidrage til en god, sikker drift. Når de fysiske rammer er i orden, har vores medarbejdere gode arbejdsvilkår. Så kan de bruge deres faglighed sammen med borgerne, og det giver trivsel for både ansatte og borgere. En stor del af den fremtidige ældrepleje bliver at tage hånd om borgere med demenssygdomme, som trækker store veksler på familier og pårørende. 

I vores kommune er der et finmasket fritids- og foreningsliv omkring vores ældre. Der er mange ressourcer og stor værdi i de frivillige fællesskaber, om så det fx handler om besøgsvenner, om at nørkle eller om at tage på cykelture. 

Disse fællesskaber understøtter vi, og vi understøtter, at der er liv i og omkring vores ældrecentre.

 

Lighed og ordentlighed
med os ved roret

Regeringen har lanceret en ældrereform, og vi ser mange gode takter, fordi fagligheden sættes fri, og vi får mere helhed og nærhed. 

Den nye lovgivning skal udmøntes i en lang række lokale løsninger, og fx skal der kunne udbydes tilkøbsydelser på ældreområdet, kunne laves lokalplejehjem mm.

Derfor er det ikke ligegyldigt, hvem der sidder ved roret i Hjørring Kommune, når ældrereformen skal ud og virke og have betydning for din eller dine pårørendes dagligdag. 

I Socialdemokratiet kender vi den nye lovgivning ned i detaljen, og vi er bevidste om, at mere end 40 procent af vores ældre i Hjørring Kommune kun har deres folkepension. Derfor kan du også trygt læne dig op ad os, hvis du ønsker lighed, ordentlighed og social retfærdighed – uanset om du har mange eller få penge på bogen.

Vi ønsker ligeværdige fællesskaber – også i alderdommen. 

Stærk og bæredygtig erhvervsudvikling
grundlaget for vores velfærd

 

I Hjørring Kommune er vi alle afhængige af en god og sund erhvervsudvikling, som er grundlag for fastholdelsen af velfærd og øget velfærd for os, der bor i kommunen. 

Vi skal derfor være offensive i forhold til at tiltrække nye og spændende virksomheder – både små og mellemstore virksomheder, der trives og vokser. Vi skal se Hirtshals som porten til Nordatlanten, og vi skal være langt mere synlige i forhold til at styrke et samarbejde med dem, vi kan nå over vandet. Det kræver mod, synlighed og repræsentation uden for kommunen, og derfor skal vi have en socialdemokratisk borgmester til at bringe kommunens erhverv, kultur, uddannelser og turisme ud i verden – vi skal turde tænke større!

Vi skal sørge for miljøgodkendelser, smidig sagsbehandling, gode tilkørselsforhold, og hele forsyningsområdet med fx vand og strøm skal have vores fokus, fordi det er blandt forudsætningerne for, at det er attraktivt at være her og udbygge her.

Vores uddannelsessystem er også forudsætningsskabende for en sund erhvervsudvikling, og derfor er vi glade for, at DM i Skills i 2026 skal foregå i Hjørring.

DM i Skills er det store, årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. Ca. 300 unge deltager, og vores erhvervsuddannelser spiller sammen med Ungegarantien en afgørende rolle, når vi skal sikre regionen en veluddannet arbejdsstyrke i fremtiden. DM i Skills bliver samtidig en meget stor byfest og eksponering af vores kommune, som ventes at få op mod 60.000 besøgende.

I en tid, hvor vi har udsigt til at komme til at mangle arbejdskraft, skal vi kigge i alle retninger. Måske er der en skjult arbejdsstyrke i tilflyttere og seniorer, der egentlig gerne vil blive på eller lidt ind på arbejdsmarkedet igen. Forhåbentlig kan DM i Skills også inspirere ekstra mange unge til at vælge en erhvervsuddannelse som vejen til job og en spændende karriere.

For at vores virksomheder får færrest mulige udfordringer i forhold til at mangle kompetencer og medarbejdere, står erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner, arbejdsmarkedets parter og Hjørring Kommune sammen om den store fælles opgave.


Hirtshals
– en krumtap i erhvervsudviklingen

I Hirtshals er der især omkring havnen et stort potentiale for nye spændende virksomheder, der samarbejder og udnytter hinandens potentialer på tværs.
Det er kendetegnende, at mange går ”Sammen om løsninger”, som også er titlen på Hjørring Kommunes nye erhvervspolitik. 

Virkekraften er vores styrke

Hvad skal vi med fritid og kultur? 

Ja, hvad skal vi egentlig med demenskor, fejring af 80-året for befrielsen, Syng dig Sund, gavlmalerier i bybilledet, en kulturskole, der underviser 2.600 børn, en dokumentarfilmfestival, Naturmødet med 36.000 besøgende, vores amatørorkestre, Nordjysk Pigekor, 7.000 børn, der årligt oplever Vendsyssel Historiske Museum, vores folkebiblioteker, vores teatre, Hjørring Sommerspil, en lysfestival ved Rubjerg Knude Fyr, 250 offentligt tilgængelige kunstværker, en kultursommerskole for børn og unge, Nordeuropas største klassiske musikfestival, 5.000 børn, der årligt oplever Vendsyssel Kunstmuseum, oplevelseshuse, idræt for unge, sport for ældre, udstillinger, koncerter, foredrag, osv. osv.

I Socialdemokratiet synes vi, at vi kan og skal rigtig meget med vores fritid og vores kultur.
De kulturelle tilbud er livsnerver for os, der bor her, og de kan være årsag til, at mennesker får lyst til at flytte hertil, hvilket kommer os alle til gode.
En stærk og levende kulturpolitik er forudsætningen for et levende og demokratisk samfund, og i den tid, vi lever i, viser kultur sig mere og mere at være et værdifuldt redskab til at imødekomme store udfordringer – lige fra mental sundhed og trivsel til ensomhed og social isolation og stigende sundhedsomkostninger. Også i vores kommune, som har et årligt budget på 5,4 mia. kr.

Af de 5,4 mia. kr. bruges 1,09 % på kultur.

Derfor skal vi også være stolte af vores egn, vores byer og lokalsamfund, der rummer så mangfoldige tilbud. Her får vi rigtig meget velfærd, livskvalitet og sammenhængskraft for en relativt lille bid af det kommunale budget.

I Socialdemokratiet er vi stolte af og bevidste om, at Vendsyssel og Hjørring Kommune er en højborg for kultur og kunst. Det er heller ikke kommet af sig selv. Vores rige kulturliv findes kun, fordi vi har investeret i det, og fordi vores sted inspirerer og nærer kreative sjæle, og fordi vi politisk bakker op og tror på virkekraften i kulturpolitikken. Senest med kommunens nye kulturpolitik ”Vendsyssel og Virkekraft”, der blev vedtaget i 2024.

Vi tager ansvar for den grønne omstilling


Vores klima kalder på kloge, balancerede løsninger, og i Hjørring Kommune skal vi forene landbrug, grøn erhvervsudvikling, fritidsliv, naturgenopretning og turisme. Byer og landdistrikter i partnerskab har plads til naturens og menneskers behov, og som socialdemokrater og som kommune kommer vi til at tage ansvar i forhold til produktion af grøn energi. Det er vigtigt både for de virksomheder, der er her, og for dem, der skal hertil.

Landbruget og produktion af fødevarer er i den landsdel, hvor vi bor, vigtigt både for os selv og i forhold til eksport. Den grønne trepart har til formål at finde bredt funderede og langsigtede løsninger på landbrugets klima- og naturudfordringer. Den skal også komme med anbefalinger til, hvordan vi i Danmark bedst forvalter vores arealer, natur og drikkevandsressourcer, og vi skal med omhu og i samarbejde træffe kloge beslutninger, der rækker langt.

Som kommune kan vi gå forrest, hvis vi vil, og det vil vi i Socialdemokratiet. Vi vil tænke dyrevelfærd, når vi køber ind som kommune, og vi vil være meget bevidste om, hvordan vi bruger offentlige midler. Det gælder fx på hele køkkenområdet, og vi mener, at vi skal tænke både den grønne omstilling og dyrevelfærd ind som en del af vores udbudsformer. 

  • Vi vil have fokus på rent drikkevand i vores kommune
  • Vi vil arbejde for, at lovgivningen ændres, så det giver mening at opsætte solceller på offentlige bygninger
  • I en tid, hvor feriemønstre ændrer sig, fordi klimaet ændrer sig, vil vi være parate til at gribe uudnyttede turismepotentialer
  • Vi vil have fokus på beskyttelse af vores kyster og være nysgerrige på kystsikring i pil og andre naturmaterialer, som har et lavt klimaaftryk og naturligt lagrer sand, så vi ikke i så høj grad skal sandfodre, og så både vi selv og vores turister kan bruge vores strande 
  • Vi vil vedligeholde cykelstier og opgradere sikkerheden på cykelstierne, så flere børn og voksne kommer op på cyklerne

Vi kommer til at bruge
al den nødvendige energi
på at lave en god implementering
af grøn trepart.


Sammen om sundhed


Vi har alle brug for et godt og ordentligt sundhedsvæsen – både til vores nære og kære og til os selv. Hospitaler, der griber os, når vi får brug for det, og et psykiatriområde, der er gearet til at imødekomme vores behov.

I de kommende år skal sundhedsvæsenet i kraft af den største sundhedsreform i næsten 20 år tilbyde flere løsninger tæt på borgerne. Med reformen rykker sundhedstilbuddene dermed tættere på dig. Både når det gælder forebyggelse og behandling.

Lokalt i Hjørring Kommune kan vi få meget større indflydelse, end vi har i dag, og derfor er det ikke ligegyldigt, hvem der bliver valgt til regionen. Tværtimod. Det vil være meget værdifuldt, at det bliver medlemmer, der har kommunal erfaring, og her har vi i Hjørring Kommune to stærke kandidater. De har fokus på fællesskab og formår at arbejde konstruktivt med politiske aftaler og kan kigge på tværs politisk – både på tværs af partier, kommuner og region.

Det at kunne samarbejde kommer til at betyde alt, for i fremtiden bliver sundhed noget, vi skal løse i fællesskab. Det skal ske på tværs af region og kommuner og med borgerne og nærheden i centrum. Egen læge, kommunen og hospitalet knyttes tættere sammen, og der skal være sammenhæng mellem den forebyggelse, vi foretager i vores kommune, og den behandling og det efterforløb, der tilbydes i regionen. Tilmed vil du som borger komme til at opleve et kvalitetsløft og mere lighed i sundhed, fordi kronikerpakker præcist kommer til at beskrive, hvordan man som borger skal følges og genoptrænes.

Sætter du X ved Arne Boelt eller Pernille Buhelt, sætter du X ved evner for nære, fælles løsninger – til gavn for dig og dine.

Stem lokalt til regionalvalget
Sæt X ved Pernille eller Arne


18. november er der også regionalvalg, og rigtig mange regionale sager har betydning for dig, der er borger i Hjørring Kommune.

Vi anbefaler dig at stemme personligt til regionalvalget, for hvis du sætter dit X ved et parti og ikke ved en person, vil din stemme kunne gå til en politiker, der bor langt væk fra dig – fx i Vesthimmerland eller på Mors.

Regionsrådet i Region Nordjylland består af politikere fra alle 11 nordjyske kommuner, og der er mange hensyn at tage. Derfor er det vigtigt, at vi i regionsrådet har medlemmer fra vores kommune. Medlemmer, vi kan kommunikere med. Medlemmer, der kender vores område. Medlemmer, der kan tale vores sag i de sundhedsråd, som skal planlægge den nære sundhed.

Det er et stort apparat, der skal skabe de løsninger, som borgerne efterspørger, og vi kender vores lokalområde, befolkningssammensætningen, behovene og sygehusets opgaver og drift. Derfor håber vi, at du vil stemme personligt, nå du sætter dit kryds.

Husk at sætte dit kryds
18. november 2025